select
 
 

fra elev til fastansat

Sanne Juul-Petersen startede som administrationselev hos LINAK Danmark A/S i marts 2012. Sanne havde et klassisk elevforløb, hvor hun var rundt i huset og afprøve forskellige funktioner.

For Sanne var det en stor fordel, da hun ikke vidste ved opstarten af forløbet, hvad hun gerne ville på sigt. Men da elevtiden nærmede sig sin afslutning var der en åbning i indkøb, og efter endt elevtid blev Sanne fastansat og hun sidder i dag som indkøbsassistent. Oveni hatten blev Sanne nomineret til årets elev i Østjylland, og vandt prisen i juni 2014.

- For mig var det en stor anerkendelse, at mine kollegaer valgte at nominere mig til Årets Elevpris. Det havde stor betydning for mig i min elevtid, at jeg fik overleveret et faktisk ansvar for nogle opgaver. Det har motiveret mig rigtig meget, at min egen indsats og indstilling til min elevtid hos LINAK har medført, at jeg i dag sidder som fastansat, fortæller Sanne. 

For Sanne er det dog ikke kun et spørgsmål om de arbejdsopgaver, der skal løses. De lidt blødere værdier og det sociale aspekt har også en meget stor betydning;

- Det betyder virkelig meget for mig, at der er en god balance imellem mit familieliv og mit arbejdsliv. Vi har det godt sammen, og laver også mange ting sammen uden for arbejde. Der er plads til alle, og der er forståelse for dig som menneske, og det giver en meget familiær tilgang til tingene, siger Sanne og uddyber

- Det er ok at møde ind og melde ud, at du har fået det forkerte ben ud af sengen. Jeg tror dybest set, at det bunder i, at vi kommunikerer meget åbent og ærligt med hinanden som kollegaer. Det giver en rummelighed, som er helt unik, siger hun afslutningsvist.