select

Innovation og funktionalitet i højdejusterbart spisebord

Skovby Møbelfabrik har designet et højdejusterbart spisebord, hvori aktuatorer og batteriløsning fra LINAK indgår.

Lokale Nyheder:  27. februar 2017
Innovation og funktionalitet i højdejusterbart spisebord
Skovby Møbelfabrik har siden grundlæggelsen i 1933 udviklet sig fra at være en lille snedkervirksomhed, som leverede møbler og inventar på bestilling, til et globalt brand inden for spisestuemøbler. Innovation, funktionalitet og udnyttelse af ny  teknologi er vigtige faktorer for virksomheden, som lægger stor vægt på at være på forkant med forbrugernes behov. Et af de seneste skud på stammen er et højdejusterbart spisebord, hvori der anvendes aktuatorer og en batteriløsning fra LINAK.

Da Thorvald Rasmussen grundlagde sin snedkervirksomhed, tilbage i 1933, var udgangspunktet bestillingsarbejde og leverance af inventar. Forespørgslerne steg i løbet af årerne, og i 1950’erne igangsattes en serieproduktion af møbler, som senere hen kom til udelukkende at fokusere på spisestuemøbler.

Den internationale interesse for dansk design og den boomende amerikanske økonomi i 1960’erne dannede fundamentet for, hvad der i dag har udviklet sig til en global forretning for de to brødre Preben og Jørgen Rasmussen, der som tredje generation fortsat driver den familieejede virksomhed fra hovedkontoret i Skovby. Den kreative og æstetiske linje i Skovbys produkter varetages af arkitekt, Per Hånsbæk, som har samarbejdet med virksomheden i mere end 25 år.

Spisebordet fra Skovby

Fra spisestue til køkken-alrum
Spisestuen var det oprindelige fokusområde hos Skovby, og denne har siden 1950’erne udviklet sig til køkken-alrummet, som ikke blot er spisested, men også et opholds- og arbejdssted for hele familien. Skovby lægger stor vægt på at følge med denne udvikling, og Preben Rasmussen forklarer,

Behovene fra forbrugernes side ændrer sig, og det drejer sig for os om at være på forkant og udvikle borde med funktioner, som imødekommer disse. Vi er ikke teknologiforskrækkede, og vi er meget fokuserede på, hvordan vi kan møde forbrugerens behov med ny teknologi”.

Skovbys fokus på denne udvikling har blandt andet resulteret i flere patenterede udvidelsesløsninger til spiseborde og multifunktionsmøbler til boligen.


Integration af ny teknologi 
Med det højdejusterbare spisebord Skovby SM30, har virksomheden taget endnu et skridt for at være på forkant med udviklingen. Bordet er udviklet med en aktuator- og batteriløsning fra LINAK, som gør det muligt at justere bordet op og ned. Herudover er kontakten på bordet også programmerbar, og favoritindstillingerne kan således også lagres. Om integrationen af LINAKs teknologi i designet udtaler Jørgen Rasmussen, 

Højdejusterbarhed og ergonomi er allerede en selvfølge på arbejdspladsen, og mere ergonomi i hjemmet er det næste skridt. Vi har mødt stor   interesse for bordet, når vi har fremvist det på messer, så vi ved, at potentialet er der. Det er klart, at vi med ny teknologi også tager et prisspring, og at produktet lige nu kan betegnes som high-end, men i takt med at forbrugsmønstre ændrer sig, bliver forbrugerne også gradvist mere åbne over for ny teknologi, så vi tror på, at markedet bliver mere åbent for denne slags løsninger”.


The brothers Preben Rasmussen and Jørgen Rasmussen

Brødrene Preben Rasmussen og Jørgen Rasmussen leder som 3. generation møbelfabrikken i Skovby.

Et spisebord som forener æstetik og funktionalitet 
Køkken-alrummet har fået en central rolle i hjemmet som et opholds- og samlingssted. Dette giver mulighed for at tilføje nye funktioner til eksempelvis spisebordet, og det er netop denne udfordring, som man hos Skovby har ønsket at tage op. Resultatet er blevet spisebordet Skovby SM30. Per Hånsbæk fortæller følgende om tankerne bag bordet,  

Vi arbejder med begrebet multi purpose furniture og har overvejet, hvad det ultimative køkkenalrum-bord skal kunne tilbyde af funktioner
i takt med, at køkken-alrummet indtager en stadig mere central plads i hjemmet. Det er familiens spiseplads, de voksnes arbejdsplads og børnenes legeplads, og med den indbyggede højdejusterbarhed og udvidelsesmulighed kan bordet anvendes til alle disse formål”.

En ting er det rent funktionelle og en anden ting er det æstetiske og designmæssige, hvor bordet også har skullet kunne leve op til Skovbys standarder. Per Hånsbæk uddyber,

designet har skulle være internationalt orienteret og leve op til vores standarder. Det giver nogle nye udfordringer, når der skal integreres teknik i designet. Skovby er eksempelvis synonymt med udtræk, så denne feature skulle også tænkes ind i designet. Sammenlagt med aktuatorerne og batteriet gav dette nogle udfordringer i forhold til stabiliteten, som vi har løst ved at udvikle et bord med en base, som er kendt og populær form i mange lande”.

  Height adjustability at your fingertips

Højdejustering lige ved hånden


Et ambitiøst samarbejde om innovation
Skovby lægger stor vægt på teknologiudnyttelse, og på det grundlag har virksomheden her fundet et fælles ståsted med LINAK, som ønsker at være en aktiv partner i forbindelse med udvikling af nye innovative møbelløsninger til hjemmet. Faktisk strækker historien om LINAK og Skovby sig tilbage til starten af 1990’erne, hvor de to virksomheder i fællesskab udviklede et fuldautomatisk bord med aktuatorer til udstillingsbrug. 

I I 2011 genoptog man samarbejdet og udviklede i fællesskab sofabordet SM236, med en hævesænkeløsning, som gør, at bordet også kan anvendes som et lille spisebord i en mindre bolig. Med spisebordet Skovby SM30, som det seneste skud på stammen, har LINAKs aktuatorløsninger nu for alvor fundet vej til kernen i Skovbys forretning. Om baggrunden for samarbejdet udtaler Preben Rasmussen, 

det betyder meget for os, at vi bruger komponenter, som er udviklet og produceret i Danmark, da det i vores bog er et kvalitetsstempel. Som en veletableret dansk virksomhed er LINAK derfor en oplagt partner for os. Det er ligeledes vores erfaring at produkterne er holdbare, og det  medvirker til, at vi kan holde omkostningerne til after-sales service nede i hele verden”. I forhold til samarbejdet med LINAK uddyber Per Hånsbæk, 

LINAK har involveret sig fuldt ud i projektet og været en aktiv partner. Det har skabt en god dialog, hvor alle spørgsmål er blevet besvaret, og hvor der er blevet fulgt op hele vejen igennem forløbet”. 

  Per Haansbaek, Architect

Per Haansbaek, Arkitekt.


Samarbejdet mellem Skovby og LINAK fremstår, i form af Skovby SM30 spisebordet, som et eksempel på, hvordan aktuatorteknologi og design kan gå op i en højere enhed, og udvide spisebordets funktioner i overensstemmelse med
køkken-alrummets status som et opholds- og samlingssted i hjemmet.

Med spisebordet har Skovby og LINAK dermed skabt et fundament for, at højdejusterbarhed og den medfølgende ergonomi og komfort finder vej til køkken-alrummet i Danmark og globalt

Du kan se en række andre designsamarbejder på www.design-meets-movement.com.

 

For yderligere information, kontakt venligst dit lokale LINAK datterselskab
eller distributør.


LINAK er en international virksomhed, grundlagt ud fra en simpel idé - elektrisk lineær bevægelse.

Vi leverer produkter der forbedrer menneskers livskvalitet og arbejdsmiljø.

Updated: 28. februar 2017 07:42