Nyheder 22. maj 2018

LINAK Danmark A/S vinder sundhedspris

LINAK Danmark A/S er netop blevet udnævnt som regionsvinder af "Danmarks Sundeste Arbejdsplads - Initiativprisen 2018" i region Midtjylland. Vi er utrolig stolte over prisen og takker alle dem, der har stemt på lige præcis vores initiativ, som det sundeste i regionen.

Forsikring og Pension har via Ritzau offentliggjort denne pressemeddelelse om vores pris:

LINAK Danmark A/S i Silkeborg er med ”360 graders sundhed” vinder i Region Midtjylland i konkurrencen om det bedste sundhedsinitiativ på arbejdspladsen. Dermed går de sammen med de fire andre regionsvindere videre i konkurrencen og dyster på landsplan om at vinde selve ’Initiativprisen 2018’.

I løbet af foråret har Forsikring & Pension, Dansk Firmaidrætsforbund, Dansk Erhverv og Falck Healthcare opfordret landets arbejdspladser til at indstille deres bedste sundhedsinitiativ til konkurrencen ”Danmarks Sundeste Arbejdsplads - Initiativprisen 2018”. Nu er regionsvinderne fundet. I Region Midtjylland fik LINAK Danmark A/S flest stemmer og kåres dermed som regionsvinder.

LINAK Danmark A/S, der holder til i Silkeborg, bliver regionsvinder med initiativet ’360 graders sundhed’. Som navnet antyder fokuserer arbejdspladsen på sundhed fra mange forskellige vinkler og har indført 15-minutters gåture i frokostpausen for dem, der vil, og sund og grøn morgenmad og frokost. Der er desuden blevet arrangeret fælles skiture de sidste fem år.

- Sundhed er og bliver i vores optik en af de vigtigste grundpiller for et godt arbejdsmiljø. Sundhed har derfor også været en del af vores strategi siden 2017, fordi vi ønsker at have øget fokus på det – men det har altid været en del af vores mindset, siger Peter Duch-Svenson, administrerende direktør for LINAK Danmark A/S.

- Derfor ser vi det heller ikke som et decideret initiativ, da det er så forankret i os. Vi kan jo se, at vores medarbejdere har et ønske om at være sunde, og at de ønsker at være det sammen. Derfor opstår der også hele tiden nye ideer og klubber, hvor motionen kan dyrkes sammen, og det er fantastisk at opleve et sammenhold om noget, der også gavner os som virksomhed, siger Peter Duch-Svenson.

Resultaterne af initiativet ses tydeligt

- Vi kan se, at vi har en enorm flot og stabil, høj fremmødeprocent, og at vi altid har stor tilslutning til vores sociale arrangementer. Det er fordi, folk ønsker at komme på arbejde, og vi ønsker at være sammen med hinanden – uanset om det så er i skjorte eller i motionstøjet. Vi motiverer hinanden, og vores mindsetbetyder også, at vi har en god og åben dialog om sundhed – herunder overvægt, rygning og motion, som ellers godt kan være tabubelagte emner på en arbejdsplads. I kantinen har fokus på sundhed betydet, at vi indtil videre har opnået et flot bronzemærke i økologi, siger Peter Duch-Svenson.

- LINAK Danmark i Silkeborg er et godt bud på et sundhedsinitiativ, som er afprøvet med succes i praksis, og vi håber, at det kan inspirere arbejdspladser til øge sundheden blandt deres medarbejdere – ikke kun her i regionen men i hele landet, siger Katrina Feilberg Schouenborg, sundhedspolitisk fagchef i Dansk Erhverv.

- Initiativet hos LINAK Danmark viser, hvordan arbejdspladsen spiller en oplagt rolle for at skabe mere bevægelse og sundhed. Det kan være sundhed gennem en flerstrenget indsats som hos LINAK Danmark, men det kan også gøres på et mange andre måder. Det vigtigste er, at det virker motiverende og passer til arbejdspladsen, siger Katrina Feilberg Schouenborg, Dansk Erhverv.

Fakta om konkurrencen

Det er arbejdspladserne, der selv har indstillet deres egne initiativer inden for sundhed, trivsel og arbejdsmiljø. Alle i hele Danmark har kunnet stemme på i alt tre forskellige initiativer.

Regionsvinderen er det initiativ, der har opnået flest stemmer i forhold til, hvor mange medarbejdere den pågældende arbejdsplads har. De fem regionsvindere går nu videre og dyster om at vinde selve ’Initiativprisen 2018’. Landsvinderen kåres 29. maj 2018, hvor der samtidig og som noget nyt uddeles en særpris for det bedste initiativ, der fremmer mental sundhed på arbejdspladsen.

Konkurrencen, ”Danmarks Sundeste Arbejdsplads - Initiativprisen 2018”, bliver afviklet for andet år i træk og har i år kørt fra 1. marts til 17. maj 2018.

Konkurrencen er et samarbejde mellem Forsikring & Pension, Dansk Firmaidrætsforbund, Dansk Erhverv samt Falck, der tilsammen er i løbende kontakt med størstedelen af Danmarks befolkning.

Læs hele pressemeddelelsen via Ritzau