"LINAK er langsomme til at lancere nye produkter"

 

Der kan være langt fra idé til færdigt produkt hos LINAK. Selvom vi får mange gode ideer, så gør vores fokus på kvalitet i hele værdikæden, at der skal en lang udviklings- og testproces til, før et produkt kan lanceres. Vi tester både produktets tekniske egenskaber, produktionsmetoder, logistikløsninger og meget andet. Vi har så mange kloge mennesker, der skal ind over produktudviklingen, at arbejdsgangene kan virke langsomme. Alt sammen for at sikre, at produktet er sikkert og holder, hvad vi lover.

 

Vi kan godt blive enige om, at det ville være fantastisk, hvis vi var en maskine, der konstant spyttede nye produkter ud. Der er nemlig ikke noget, vi hellere vil end at servicere vores kunder med nye produkter. Men indrømmet – det går nogle gange ikke helt så hurtigt som ønsket. Nogle gange skyldes det, at produkterne simpelthen ikke består vores kvalitetstest, og at vi derfor må tilbage til tegnebrættet og foretage ændringer. Andre gange sænkes hastigheden, fordi vi forsøger at tilgodese så mange anvendelsesmetoder af produkterne som muligt, når vi udvikler dem. Denne brede anvendelse sænker hastigheden i lanceringen, men sikrer til gengæld, at flere kan få glæde af produkterne, når de endelig kommer på markedet. 

 

Vi er naturligvis interesserede i at kunne lancere de produkter, markedet har brug for, når behovet opstår. Derfor arbejder vi hele tiden på at optimere vores indsats i forhold til vores ”time to market” – en indsats vi har haft specifikt fokus på siden 2013. Alle vores projekter starter med en afdækning af kundernes behov, så vi kommer rigtigt fra start. LEAN er i fokus i alle udviklingsprocesser fra start til slut, og medarbejderne bliver trænet i effektiv planlægning. Dette har resulteret i en markant forøgelse af projekter, der bliver færdige til tiden. Desuden sætter vi hvert år endnu flere penge af i budgettet til udvikling, hvilket gerne skulle reducere lanceringstiden og samtidig sikre flere og bedre nye produkter.