Kontakt os her

Masser af arbejdsglæde på lager

Egentlig er Helle uddannet SOSU-hjælper, men da Silkeborg Kommune gennemførte en større fyringsrunde i 2010, var det tid til at prøve kræfter med noget andet. Helle havde mod på at tage en ny uddannelse, og startede derfor i lære som logistikassistentelev hos LINAK Danmark i 2012.

Helle Stenholt, logistikassistent hos LINAK Danmark i Silkeborg

- Det var egentlig lidt tilfældigt, at det lige blev dén uddannelse. Jeg vidste, at jeg skulle prøve noget helt andet. Jeg var dog også godt klar over, at det ikke skulle være stillesiddende, og at det heller ikke skulle være noget, der krævede weekendarbejde, og det blev så logistikassistentelev.

Midt i uddannelsen blev Helle gravid med sine tvillingepiger, og det var derfor først i 2015, hun blev færdiguddannet. Efterfølgende kom hun i et vikariat på LINAK® Danmarks lager, for sidenhen at få en fastansættelse.

- Jeg er virkelig glad for mit arbejde, og jeg føler, at jeg udvikler mig løbende. I 2020 fik vi et nyt Warehouse Management system, som virkelig har udviklet mine kompetencer, og i 2023 kom jeg med i AMU. Det har også udviklet mig meget, da det har åbnet op for en ny måde at anskue arbejdspladsen på, og det har også givet mig et andet ansvar.

Og netop det med ansvar er noget, der fylder en del i Helles arbejdsglæde. Hun er klar over, at mulighederne for at avancere hos LINAK Danmark ikke er store, det er dog heller ikke dét, der giver hende motivation til at møde ind hver dag;

- Jeg ser rig mulighed for, at jeg kan blive hos LINAK Danmark i mange år endnu, og det er bestemt også noget, jeg har meget lyst til. Vi får lov til at tage ansvar i vores arbejde, og der gode muligheder for en god work-life-balance, siger Helle og fortsætter;

- Jeg har mange søde og gode kollegaer og også nogle, som er blevet mine venner, og som jeg ser uden for arbejde. Det er dejligt at møde ind et sted, hvor jeg ved, at jeg har nogle gode mennesker omkring mig. Vores arrangementer er altid både hyggelige og festlige, og jeg synes, at vi er gode til at arrangere ting, som man kan deltage i, hvis man har lyst. Der er masser af muligheder for at få noget socialt, hvis bare man vil.

Har du et spørgsmål?

- Vores medarbejdere er klar til at hjælpe dig med tekniske oplysninger, projektstart og meget mere.

Kontakt os