Klik og læs opfølgningen efter hjemkomst
Juli 2023
Anders har altid interesseret sig for sejlads, og denne interesse var heldigvis mulig fortsat at udøve, selvom han i 1999 var ude for en ulykke, hvor han brækkede nakken. På vandet er der nemlig plads, og alting går lidt langsommere. Derfor er det muligt at styre en båd, også selvom man som Anders er lam fra halsen og ned.
Den første båd
Da Anders efter sin ulykke begyndte at undersøge tilbud til folk i kørestol i sejlsportsverdenen, var der desværre ikke mange muligheder. Derfor satte han sig for selv at skabe dem: ”Jeg er oprindelig uddannet produktionsingeniør, og har altid været glad for teknik. De digitale tegneprogrammer, jeg brugte før ulykken, kunne jeg stadig bruge, selvom det tog lidt længere tid. Derfor var der intet til hinder for, at jeg selv gik i gang med at udvikle en båd til handicapsejlads,” siger Anders.
Målet med Anders’ første båd var, at alle i en kørestol skulle kunne sejle den – uanset hvordan de så styrer deres kørestol. Derfor udviklede han en platform til kørestole, der brugte hjulenes bevægelser til at styre båden: ”Vi har haft mange kørestolsbrugere med på vandet, og det giver mig en enorm glæde at vise især børn med handicap, at de også kan styre båden, at de kan være med på lige fod med andre og ikke er begrænsede.”
Anders og hans hjælpere har sejlet i både Østersøen og de indre danske farvande med den første båd. Anders havde dog en drengedrøm om en større rejse – over Atlanten.
Kørestolskonsollen
For at kunne udleve sin drengedrøm måtte Anders købe og konstruere en ny båd til formålet: ”Hele projektet havde som forudsætning, at det skulle kunne lade sig gøre for mig rent helbredsmæssigt at sejle så langt. Når man er lam og sidder i kørestol, er der et grundlæggende problem med trykmærker og tryksår. Jeg kan ikke sidde statisk i mange timer ad gangen,” siger Anders. Derfor gik han i gang med konstruktionen af en speciel kørestolskonsol, der ville gøre det muligt for ham at korrigere sin kørestols sidde- og liggestilling under sejladsen.
”Jeg vidste, at jeg ville bruge aktuatorer fra LINAK til at justere konsollen. Jeg har tidligere haft tre kørestole med LINAK aktuatorer, og de har fungeret godt, så det var naturligt for mig at vælge LINAK,” siger Anders og fortsætter: ”Desuden ved jeg, at ejeren af LINAK, Bent Jensen, i virksomhedens spæde start udviklede en aktuator til at hjælpe en ven i kørestol – det sagde mig, at LINAK er en virksomhed, der hjælper og har de rette kompetencer.”
Anders havde ret, for da han rettede henvendelse til LINAK om sine aktuatorbehov, fik han alle produkterne sponsoreret. ”Jeg bruger fire LINAK aktuatorer på konsollen. En LA20 til at løfte sædet, en LA36 til at tilte sædet til siderne, en LA33 til at vippe sædet frem og tilbage og endnu en LA33 til at justere ryglænet. Bølgernes bevægelser er faktisk gode for mig, men det er også vigtigt, at jeg kan indstille konsollen, hvis vi for eksempel skal sejle i sidevind i mange timer i træk,” fortæller Anders.

Opfølgning - hjemme igen
Marts 2024
Anders Lehmann er nu vel hjemme i Danmark igen efter hans tur over Atlanten. Vi har snakket med ham for at høre, hvordan turen gik, og om aktuatorerne fra LINAK fungerede, som de skulle.
”Det var en kæmpestor oplevelse” fortæller Anders Lehmann. ”Det var både fornøjelse, fast arbejde og en forløsning, at det faktisk kunne lade sig gøre”.
Inden de kunne krydse over Atlanten, skulle båden dog sejles til Gran Canaria. Og allerede på dette første stræk havde Anders og besætningen mange oplevelser: ”Vi fik bl.a. en bøde for at sejle for tæt på en boreplatform i Nordsøen, vi fik motorproblemer i Spanien, og vi fulgtes med en masse delfiner omkring Portugal”.
Over Atlanten
Turen fra Gran Canaria tværs over Atlanten gik via Cap Verde. De otte besætningsmedlemmer brugte i alt 20 dage på overfarten. Anders fortæller: ”Det var helt utroligt at sidde derude midt på havet og vide, at der var 2000 km til land, uanset hvilken vej jeg kiggede. Det var faktisk næsten meditativt at være så langt fra alt. Det eneste vi kunne se, var blåt hav. På de 20 dage så vi kun fire sejlbåde og en kaskelothval – så vi var meget alene derude.”
”Rejsen levede i den grad op til mine forventninger. Jeg kom ud af den daglige trummerum, og jeg var på lige fod med de andre i at styre båden. Det var en stor fornøjelse!”, beretter Anders.
En anden fordel for Anders var, at der var dejlig varmt. Som han siger: ”Normalt døjer jeg med at holde varmen herhjemme i Danmark, og jeg skal pakkes godt ind. Det var der ikke behov for, når der var 26 grader midt ude på havet. Det var dejligt, at det ikke var nødvendigt med så meget pleje fra mine fire hjælpere.”
Kraftfulde aktuatorer
Anders tilbragte primært tiden på havet i sin kørestolskonsol, der fungerede som stol, og kunne omdannes til seng. Konsollen fungerede godt: ”Det gik rigtig fint med aktuatorerne – de kørte, som de skulle på hele turen,” fortæller Anders og fortsætter: ”Jeg skal helst ændre min position en smule flere gange i timen, så jeg ikke sidder helt statisk for længe. Det brugte jeg aktuatorerne til, og jeg har ingen klager – jeg var rigtig glad for det.”
Dog var Anders lidt nervøs for, om han havde valgt aktuatorer, der var lidt for kraftfulde til formålet: ”Jeg var jo selv ansvarlig for, at kørestolen fungerede og ikke gik i stykker. Og faktisk måtte jeg konstatere, at det var en rar fornemmelse, at aktuatorerne ikke var pressede, men havde kræfter nok”.

Fremtiden
Efter sådan en lang tur er båden blevet slidt og trænger til lidt vedligeholdelse. Men når den er blevet frisket op, skal Anders på vandet igen: ”Planen er, at vi skal nogle smutture til for eksempel Oslo og Bornholm. Og så skal vi igen have andre med et handicap med ud, ligesom vi havde det på min den gamle båd. Det er fantastisk at komme ud på vandet,” slutter Anders.