Case story

Her gør aktuatorer en forskel

Aktuatorer fra LINAK spiller en vigtig rolle i mange produkter, der hjælper svækkede borgere og deres plejere til et bedre liv. Typisk sammenkædes lineære aktuatorer til hjælp og pleje med højdejustering af senge og lejer, men de bliver også brugt utallige andre steder. Fælles for dem er, at bevægelsen gør en forskel for brugerne. Herunder har vi samlet tre overraskende eksempler på, hvor LINAK produkter benyttes.

Trapper uden trin

For mange mennesker er trapper en stor udfordring. Det kan både være, hvis man sidder i kørestol, er gangbesværet eller har en barnevogn med. Stepless (en del af V. Guldmann A/S) har som erklæret mål at skabe tilgængelighed for alle. Derfor har de udviklet en række løsninger til at løfte dem, der ikke kan klare trapperne, bl.a. ved brug af elektriske aktuatorer fra LINAK.

Når en ny bygning skal opføres eller en gammel bygges om, er der krav om, at den skal være tilgængelig for alle. Det betyder, at bygherrerne skal tænke niveaufri adgang ind i byggeriet. Dette kan gøres på mange måder, og Stepless har specialiseret sig i at lave tilgængelighedsløsninger, der falder naturligt ind.

Diskrete løsninger
En af de løsninger Stepless tilbyder, er løfteplatformen LP50. Denne platform gør det muligt at lave en diskret løfteløsning, fordi den er nedbygget i gulvet og kan beklædes med den samme overflade som det omkringliggende gulv. På LP50 anvendes aktuatorer fra LINAK til at køre platformen op og ned. Ifølge Jørgen Guldmann, Director hos Stepless, er der flere fordele ved at anvende elektriske aktuatorer: ”Typisk bruger vi aktuatorer, hvor der er begrænset plads. Når der skal bruges hydraulik, skal hydraulikstationerne placeres et sted. Elektriske aktuatorer er nemmere at have med at gøre, fordi de er selvstændige enheder, der ikke fylder det helt store”.

Ud over selve løftet i LP50 anvendes LINAK aktuatorer også til at styre værn og døre. Sikkerheden er meget vigtig for Stepless, så når en platform køres op og ned, skal brugeren ikke kunne falde ud. Derfor justerer aktuatorerne automatisk værn og døre, når en kørsel startes eller sluttes.

Læs mere om Stepless på stepless.com/dk.

Stepless
 
 

 

Vugger på intensiv

Når en baby bliver indlagt på intensiv, er der brug for en ganske speciel intensivvugge. Sundhedspersonalet skal kunne undersøge barnet uden at flytte det og samtidig have en god ergonomisk arbejdsstilling. Derfor har danske J. B. Care udviklet en intensivvugge, der kan højdejusteres.

Små børn, der bliver indlagt på intensiv, er ofte meget skrøbelige. De kan ikke, som raske børn, blive løftet rundt, når de skal tilses. Sundhedspersonalet bliver derfor nødt til at være ekstra forsigtige, samtidig med at de selv bevarer en god arbejdsstilling. J. B. Cares intensivvugge kan derfor højdejusteres med en elektrisk aktuator fra LINAK. Dermed kan sundhedspersonalet hæve intensivvuggen op i en passende arbejdshøjde. Som direktør Jan Bjerregaard siger: ”Det er vigtigt, at den, der behandler barnet, har en optimal arbejdsstilling. Oftest er det sundhedspersonalet, men forældrene kan også have glæde af at kunne indstille intensivvuggen til en højde, der passer dem”.

Mere end bare en vugge
Intensivvuggerne bruges primært på neonatal afdelinger, hvor børn indlægges, hvis de er født for tidligt. Det kan også dreje sig om en kompliceret fødsel, eller hvis de skal behandles, mens de er meget små. Ud over at intensivvuggen kan justeres i højden, kan siderne lægges ned. Det betyder, at sundhedspersonalet bedre kan komme til at undersøge barnet. Intensivvuggen findes også i en tvillingeudgave og fås med en bøjle til behandlingsudstyr, mulighed for skråstilling m.m.

J. B. Care har produceret vugger til hospitaler i 25 år og intensivvugger i over 10 år. Alle deres vugger er udstyret med elektrisk justering, hvilket ifølge Jan Bjerregaard er den mest brugervenlige og pålidelige løsning til sådanne applikationer.

Læs mere om J. B. Care på jbcare.dk

Vugge
 
 

 

Skånsomt vendelagen

Normalt skifter vi mennesker stilling i søvne 12 gange i timen. Men dette er ikke muligt for alle – nogle skal bruge hjælp til at vende sig, så de eksempelvis ikke får liggesår. Traditionelt set har sådanne forflytninger været forbundet med utryghed for borgeren og en hård fysisk belastning for plejeren. For at imødekomme disse udfordringer, producerer Vendlet et elektrisk vendelagen med aktuatorer fra LINAK. 

Et Vendlet system monteres på en seng og fungerer ved, at fire aktuatorer løfter sengehestene og to motorruller op. Motorrullerne styrer lagnet, og det er muligt med en betjening både at hæve, sænke, spænde og løsne lagnet på rullerne, så den sengeliggende bliver flyttet. At foretage forflytninger på denne måde er langt mere skånsomt og effektivt end at anvende glidestykker, glidelagner eller lifte.

Fordele for alle
Ifølge direktør for Vendlet, Peter Maindal, er brugen af et elektrisk vendelagen en klar fordel for den sengeliggende: ”Forflytning med det elektriske vendelagen er en mere naturlig måde at guide kroppen rundt på i sengen. Man bliver ikke trukket eller hevet i, og det er mere nænsomt for hud og væv”. 
Personalet har også stor gavn af en Vendlet løsning: ”Det at lave manuelle forflytninger er et ganske belastende arbejde. Generelt er der mange sygemeldinger i sundhedssektoren pga. muskulære smerter, hvilket man kommer ud over, når personalet i stedet får en mere guidende og støttende rolle i forflytningerne,” siger Peter Maindal. Desuden er det en fordel, at der kun skal bruges én plejer – det frigiver ressourcer blandt personalet og giver den sengeliggende mere nærvær og værdighed.

Vendlet er en etableret spiller på markedet og har produceret elektriske vendesystemer siden 1980’erne. Til trods for, at anvendelsen af de manuelle systemer fortsat er udbredt i Danmark og resten af verden, oplever Vendlet stigende efterspørgsel. Som Peter Maindal siger: ”En presset plejesektor har i stigende omfang brug for løsninger som VENDLET med alle de fordele, systemet medfører.

Læs mere om Vendlet på vendlet.dk.

Vendlet
 

Har du et spørgsmål?

- Vores medarbejdere er klar til at hjælpe dig med tekniske oplysninger, projektstart og meget mere.